Gastroskopi

En gastroskopi er en kikkertundersøgelse af slimhinderne i spiserøret, mavesækken og tolvfingertarmen. Undersøgelsen udføres ved hjælp af en fleksibel kikkert med et kamera i enden (gastroskop), som føres ind gennem munden. Det er vigtigt, at du er fastende og tørstende til undersøgelsen.
 

Læs vejledningen grundigt, inden du går i gang med forberedelserne til undersøgelsen.

Formål med undersøgelsen

Ved kikkertundersøgelsen kigger lægen efter forandringer i dine slimhinder i spiserøret, mavesækken og tolvfingertarmen. Vi har samtidig mulighed for at udtage vævsprøver, hvis det er nødvendigt.

Medicin

Hvis du får følgende mavesårsmedicin: Nexium, Losec, Lanzo, Pantoloc eller Pariet – skal du om muligt undlade at tage medicinen 1 uge før undersøgelsen, da det ellers kan være vanskeligt at påvise mavesårsbakterier. Du kan i stedet indtil 1 døgn før undersøgelsen tage håndkøbsmedicin mod syre, f.eks. Alminox, Balancid, Link eller Novaluzid.

Hvis du er i behandling med Pradaxa, Xarelto, Eliquis eller Lixiana, skal du ikke at tage medicinen om morgenen på selve undersøgelsesdagen.

Hvis du er i behandling med Clopidogrel (Plavix, Grepid, Cloriocard), Efient eller Brilique, skal du ikke holde pause med medicinen op til undersøgelsen.

Hvis du er i behandling med Marevan eller Marcoumar, skal du inden undersøgelsen have kontrolleret at INR er i niveau (hos din egen læge).

Hvis du får tabletter mod sukkersyge, skal du ikke tage din tablet om morgenen på undersøgelsesdagen, men først ved næste måltid (det vil sige efter undersøgelsen).

Hvis du har insulinbehandlet sukkersyge, skal du rådføre dig med din egen læge.

Al anden medicin kan indtages, dog skal det indtages mere end 2 time før undersøgelsen

Før undersøgelsen

Det er vigtigt, at du møder fastende og tørstende til undersøgelsen.

6 timer før undersøgelsen

Du skal stoppe med at spise. Det betyder, at du skal faste.

Du må fortsat drikke klare væsker som fx vand, sodavand, kaffe/the uden mælk og juice uden frugtkød indtil 2 timer før undersøgelsen starter.

2 timer før undersøgelsen

Du skal stoppe med at drikke klare væsker, tygge tyggegummi og ryge. Hvis du tager medicin, er det på det her tidspunkt, du skal tage den.

Undersøgelsen

Inden undersøgelsen tilbyder vi dig lokalbedøvelse i svælget for at mindske dine svælgreflekser.

Under undersøgelsen ligger du på venstre side.

For at kunne se slimhinden er det nødvendigt at puste lidt luft ind i mavesækken. Det kan give forbigående mavekneb/smerter, kvalme eller oppustethed.

Hvis du har brug for afslappende medicin, skal du melde det inden undersøgelsen. Dette gøres via via  emailkonsultationen.dk eller på telefon - 81 73 08 98  tirsdag 19:30-20:30. Der vil der bliver lavet en recept på noget beroligende medicin, der skal tages to timer inden undersøgelsen

Varighed

Undersøgelsen varer mellem 5-15 minutter.

Svar på undersøgelsen

Inden du forlader klinikken, orienterer vi dig om resultatet af undersøgelsen og det videre forløb.

Ubehag og komplikationer

Du kan være øm i hals og svælg og have luft i maven og mavekneb i det første døgn efter undersøgelsen.

Hvis der er taget vævsprøver eller andet, kan der i sjældne tilfælde opstå komplikationer i form af blødning.

Du skal være opmærksom på følgende:

  • Blodige eller sorte opkastninger
  • Svære mavesmerter
  • Kulderystelser
  • Feber over 38 grader
  • Almen utilpashed og kvalme

Kontakt i akutte situationer inden for 24 timer efter undersøgelsen

Hvis du får mistanke om alvorlige bivirkninger eller komplikationer, skal du kontakte egen læge eller 1813.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte klinikken via  emailkonsultationen.dk eller på telefon - 81 73 08 98  tirsdag 19:30-20:30